Aarhus Symfoniorkester Bernard Parmegiani Jacob Anderskov Kaj Aune Cecile Babiole Natasha Barrett Jacob Brandt-Pedersen Eric-Maria Couturier Laurent Dailleau Søren Daugbjerg Ensemble 2000 djTRIO erikm Maria Laurette Friis The Ghettoblaster Ensemble
Henriette Groth Juliana Hodkinson Benedict Mason Christian Marclay Ikue Mori Ivo Nilsson Dalila Khatir Michael Nyvang Jonas Olesen Zeena Parkins Jakob Riis Sensors_Sonics_Sights Bjørn Svin Atau Tanaka Jørgen Teller Van Gogh Jennifer Walshe
< forrige
Jennifer Walshe
Jennifer Walshe optræder med egne værker d. 12. maj sammen med Ensemble 2000 og Juliana Hodkinson
Eksternt link: www.milker.org
Jennifer Walshe
Komponist, performer (Ir), 1974
 

Hvordan vil du karakterisere kunstens potentiale?
Atrium til opbevaring af luft. Atriumet tårner sig stejlt opad, på gulvet en enorm cylinder, op mod hundrede meter høj. Væggene er beklædt med grønne døre og beskidt-hvide balkoner, tilfældigt stablet mod loftet. Dørene er enorme og utætte, opsvulmede og gnidrede af alder, dryppende med fin-de-siecle ornamenter. Dørhåndtagene har næsen i sky i øjenhøjde, dørhamre anes på grænsen af din rækkevidde. Dørene er malet i hver deres nuance af mørkegrøn – stedsegrøn, sokkulentgrøn, kradsende rejsetæppe, indtørret tang. Lys hænger slapt ned over dørene fra små lamper sat ind over hver; lyset giver dem svage skygger, tegner deres kontur nedad.

Balkonerne er hvide, tilfældigt strøet ud mellem dørene. Hver balkon flyder over med gips, bobler og skyer der flyver op og næsten ud over kanten og udsondrer størknet masse som alterkunst i barokkirker, kalkagtig tandpasta klemt ud af en gigantisk tube. Statuer med ansigterne af supermodeller og journalister, kroppene af forfattere og supermarkedspiger, fødderne af sæbeopera-stjerner og TV-psykopater skubber og skraber ud over hver balkon, tumlende i skyerne, flydende stivnet i kamp-positurer. Et svagt træk slipper ud under dørene, små gisp og snappede mundfulde af vind. Dette træk er en hånd der rører hårspidserne på din arm, de tyndeste prikkende fløjt fra din næse mens du sover. Nippene af vind bevæger og flytter spagfærdigt det yderste af tyngden og rummet, der siver fra figurerne på balkonerne gennem luften, drivende ned af keglen som langsom røg, sivende og lindrende.

Hvilke muligheder, kvaliteter og begrænsninger finder du i lyden som materiale?

Langsomt vandrende forhal. Gulvet er dækket af tykke uldtæpper vævet i bleg-blåt, flødeagtig lime, sennepsgul, lys pink. Tæpperne er lavet af flydende fløjl, svøb af smeltet silke, uld der kan flyde. Stoffet der er brugt til at farve med er bleget himmel; månelys på maven af en bleg sovende; mælk presset af blegt græs. Lyset fra et morgengry på mat sne; de kalkede spor af skumfiduser på hud.

Væggene til venstre og højre er beklædt med glasskrin, fra gulv til loft højt oppe. I skrinene er der små dyrefigurer af glas, mange og tætpakkede. Lys gløder fra et sted inde i skrinene, meget svagt. Dyrefigurerne har forskellige størrelser – nogle står for sig selv, nogle står i klynger, andre er hældt i glaskrukker.

For enden af hallen er der en trappe. Hvert trin er bygget af træ, og fyldt med olie, blødt af rav, honning, chokolade, karamel. Udenpå er hvert trin tapetseret med børns hjemmearbejde – arbejdsomt skrevne to-sætningers stile om hunden derhjemme; små sirlige summe, tal som faste skinnende fisk i dine hænder.


Hvad mener du kendetegner det vellykkede værk?

Andagts-mejerikapel. Kapellet er næsten udelukkende lavet af glas. Bænkene er glas hældt i støbeforme, der står og stivner – de står og lyser svagt, glansfuldt lys bevæger sig henover dem som en våd tunge på is. Spundne glassøjler med fejlfrie detaljer skyder op til en hvælving, lavet af tykt, himmelblåt filt, presset i store bølger, som tyk glasur. Gulvet består af pisket mælkefarvet glas, der bølger ujævnt og tynder ud henimod kirkens facade.

Et lavt bord står foran kapellet, alteragtigt, og knæler hensigtsfuldt. Bordet er i udskåret glas; det efterligner furerne, kanterne og sammenføjningerne i antikt træ.

Der står en pakke på bordet, pakket ind i metallisk plastik, usandsynligt skinnende, og reflekterer lys så let at det er svært at se de lyse rosa, gyldne, karmoisinrøde og rødbrune striber. Sløjfen kaster en million facetter af lys tilbage, en diamant på størrelse med en knytnæve. Pakken er et relikvie, en erindringsbeholder. Indeni er småsten, svøbt i lapper af blegt stof, stablet i pæne bunker, tanker, der venter på at blive løbet igennem på en sø.


Hvad kendetegner dit projekt/værk/medvirken på SPOR?
Noir korridor. Korridoren er knap så bred som dine udstrakte arme. Væggen på din venstre hånd er dækket af mørk rosa og sort tottet tapet af bomuldsfløjl op til højden af det gyldne vægpanel, derfra og op til loftet er der malet mat tyrkis. Den tyrkise maling er som sammenpresset pulver, kalkagtigt skinnende et par millimeter ud fra væggen. Gulvet er mørkt på en neutral måde, mørkt linoleum, der strækker sig ud i det fjerne, mens det reflekterer støvede pytter af lys.

Væggen på din højre hånd er beklædt med trædøre, placeret med få skridts mellemrum. Den øverste halvdel af disse døre har et stort glas-felt. Dørene er kun en smule større end almindelige døre, de synes at være bygget til privatdetektiver, til at blive smækket i af femme fatal’er. Alle dørenes enkeltdele er dækket af forskellige ark håndlavet japansk papir. Dette papir pakker sig sirligt om hvert søm, hver skrue og hver sammenføjning, det beklæder glasstykket. Navne står skrevet på glasset i et alfabet du ikke genkender – bogstaverne er udført i chinchilla-pels, marabustorkefjer, satin, ruskind og mohair. Dørkarmene are beklædt med koksgrå filt. Silke farvet som galde strækker sig mellem dørene, tæt op ad væggen.


MEDVIRKENDE:
> Juliana Hodkinson

Spor 2007 - festival