Vi inviterer indenfor i Ridehuset til et forsøg på at revolutionere begrebet „koncert“ – såmænd også begrebet musik. Også gerne musiklivet. De to kuratorer Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen har lavet en festival, der kommer til at vende op og ned på forestillinger om både musik og koncert. Vi omdanner Ridehuset til en stor lounge med lyttestationer, diskussionsfora, åben klub scene, bar og med koncerter, der vil udfordre, være anderledes, være gribende i sine ærlige forsøg på at være til stede i sin nutid. En nutid hvis musikliv i helt utrolig høj grad er gået hen og blevet præget af vaner, vanetænkning og enorme pengemaskiner.

Vanetænkning præger også den klassiske koncert. Derfor indleder vi festivalen med Benedict Masons koncertinstallation 2nd Music for a European Concert Hall. Titlen skal tages bogstaveligt: Stykket er skrevet til en koncertsal, der skal „spilles på af et orkester“. Hvordan det? Ved at musikerne bevæger sig rundt i rummet, ved at afstande i rummet pludselig bliver et vigtigt parameter, ved at lyds bevægelse i rummet pludselig bliver afgørende. Mason er en af den nye tids fornyere indenfor instrumentalmusik. Hans bogudgivelse „outside sight unseen and opened“ fra 2002 rummer svimlende idéer om lyds og musiks muligheder i et kunstværk. Idéer at udføre, at forestille sig eller at arbejde med – nok til at beskæftige et utal af komponister i mange år.
Rammerne omkring den klassiske koncert er museal, men indholdet, musikken eller lyden, kan være fra „klassisk“ til revolutionerende. På SPOR-festivalen 2007 vil vi prøve at skabe nogle begivenheder, der både i indhold og ramme udforsker koncertbegivenheden.
Hvad sker der, når komponisten selv går på scenen og udvisker skellet mellem udøvende og skabende kunstner? Hvad sker der, når udøvende inddrager rummet, som jo er en del af publikums domæne, som et slags instrument i musikværket? Hvordan er man publikum i forhold til genre-klonen lydinstallation? Kan Dj’s være skabende kunstnere?

De deltagende kunstnere er blandt de fornemste internationale repræsentanter for genrer, der bevæger sig indenfor disse felter: Christian Marclay (USA), Zeena Parkins (USA), Ikue Mori (USA) Natasha Barret (No), Benedict Mason (UK), Laurent Dailleau (F), Cecile Babiole (F),  Dalila Khatir (F), Kaj Aune (No), djTRIO (USA), Atau Tanaka (Ja), Ivo Nilsson (S), SENSORS_SONICS_SIGHTS (F og Ja), Frank Ollu (F), erikm (F) og Jennifer Walshe (Ir). Fra Danmark medvirker Jacob Anderskov, Bjørn Svin, Juliana Hodkinson, Maria-Laurette Friis, Jonas Olesen, Henriette Groth, Jakob Riis, , Braad Owe, The Ghettoblaster Ensemble, Ensemble 2000 og Aarhus Symfoniorkester. Ridehuset får sin helt egen rolle på festivalen. Det får sin egen scenografi udformet af den danske kunstgruppe van Gogh, hvis arbejder karakteriseres ved bevægelser på tværs af forskellige kunstgenrer som film, design, interaktive medier og litteratur.

Velkommen på SPOR 2007!

MEDVIRKENDE:
> Maria Laurette Friis

Spor 2007 - festival