Composing What? SPOR 2007 Composing What? Aarhus Symfoniorkester
Af HJARNE FESSEL
Den klassiske koncertform sættes under lup ved festival i Århus.

 Ridehuset Århus:

SPOR 2007

Composing What?

Aarhus Symfoniorkester

djTRIO

Med en imponerende orkester-event med Aarhus Symfoniorkester og en discjockey-koncert blev årets Spor festival skudt i gang. I weekenden byder Ridehuset på masser af ny musik og lydinstallationer, som stimulerer både ørerne og det mellem dem. Spor festivalen har efter kun to år vist sig som en både original og vigtig festival i musikbyen Århus. Her præsenteres ny musik og lydkunst fra både ind- og udland spændende inputs, som holder længe. Under overskriften Composing What? forsøger årets to kuratorer, Anna Berit Asp Christensen og Anne Marquardsen, at sætte den klassiske koncertform under lup.
Blandt publikum

Aarhus Symfoniorkester lagde godt fra land. I den engelske komponist Benedict Masons orkestermusik sidder musikerne nemlig spredt rundt mellem publikum, og musikken kommer fra alle steder i rummet på én gang. I Lighthouses of England and Wales mødes storladne, nærmest senromantiske orkesterklange bogstaveligt talt fra nær og fjern.

Second Music for a European Concert Hall er derimod mere fragmenteret og effektpræget, skarpskåret og humoristisk med båthorn og bjælder, musikere frejdigt traskende rundt i salen, brudstykker af barokmusik, absurde monologer og replikskifter. Aarhus Symfoniorkester, skuespilleren Baard Owe og dirigenten Frank Ollu ramte fint de to stykkers meget forskellige karakter og gav publikum en sjov, spændende og anderledes koncertoplevelse.
Den sene koncert

Lagde åbningskoncerten godt fra land i forhold til festivalens tema, virkede aftenens sene koncert med den amerikanske dj Christian Marclays såkaldte djTRI0 med danskerne erikm, Jonas Olesen og Bjørn Svin nærmest ordinær. Der var fire musikere, men kun en trio på scenen ad gangen. Udover en del mere småsnakken og øl end til en almindelig klassisk koncert var formen i grunden helt traditionel med performere på scenen og publikum i salen.

Det skal nu ikke forhindre mig i at anbefale en udflugt til Århus og Spor festivalen i weekenden. Der venter masser af anderledes koncertoplevelser og happenings.


Spor 2007 - festival